Efter at have været ret sikker på, at jeg ville have fået et opkald senest på fredag, om hvor og hos hvem jeg skal bo i 10 måneder, fik jeg for nogle timer siden en mail fra Explorius, som siger at de amerikanske organisationers deadline, den 31. august 2012, er blevet rykket 2 uger frem, pga. nogle problemer med en anden organisation, der ikke blev godkendt, og så skulle deres 450 elever fordeles ud på de andre organisationer. Men dvs. at jeg nu måske skal vente endnu 2 uger, og det er virkelig hårdt, fordi jeg nu havde vænnet mig til tanken om at få besked snart. Det er faktisk overhovedet ikke sjovt mere, det er virkelig hårdt at gå og være så uviden hele tiden. Men det må jeg så bare vente på, det kommer jo en dag eftersom, at Explorius har placeringsgaranti. Heldigvis har de amerikanske organisationer sagt, at de vil prioritere os "gamle" elever.
Spørgsmål, spørgsmål spørgsmål.... For nogle måneder siden svarede jeg gerne med et ægte smil på læben på alle folks søde spørgsmål omkring, hvor jeg skal hen, og hvornår jeg skal rejse - men nu. Ja nu, der er spørgsmålene simpelthen blevet for meget! Mit eneste svar når nogen spørger er simpelthen bare: "Jeg ved intet, og jeg ved ikke hvornår jeg kommer til at vide noget!" Og så kommer det typiske tilbagesvar: "Ej, er det rigtigt?! Jeg har en veninde/ven som fik det at vide for flere måneder siden! Har du ikke klaget?" Og der bliver jeg irriteret, fordi de ved ikke noget om, at alle jo ikke kan være lige heldige med hvornår de får det at vide.. Og der er jeg så havnet i den knap så heldige gruppe.. Selvom det jo ingen betydning har for mit ophold.
Det at jeg skal forklare det så mange gange overfor de samme mennesker er hårdt, men det at spørgsmålene aldrig stopper, altså de bliver ved, er dobbelt så hårdt! Det går mig på at folk bliver ved og ved med at spørge og ikke bare forstår, at jeg intet ved, og at de nok skal få alt at vide, når jeg finder ud af noget - men på den anden side, så viser det jo også bare alle mine venner og families interesse i mit ophold, hvilket jeg er rigtig glad for!
Men jeg venter spændt og håber, at jeg snart får et opkald fra Explorius!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar